I begyndelsen af året fik Jesper Nøddesbo stillet en Nissan Leaf til rådighed af Arval Danmark. Opgaven lød, at håndboldspilleren skulle teste elbilen i forbindelse med sin daglige transport mellem Aarhus og Bjerringbro med diverse afstikkere rundt omkring i Danmark. Et af hans første spørgsmål i den forbindelse lød således:
”Hvad sker der egentlig, hvis jeg kører tør for strøm?”
Et meget lavpraktisk spørgsmål der formentlig var udtryk for manglende erfaring som elbilist. For der er ubetinget tale om en ny situation, hvor elbilisten er nødt til at skrue op for planlægningen i forbindelse med sin transport. Det viste sig da også snart, at spørgsmålet var ubegrundet i den forstand, at Jesper Nøddesbo selvfølgelig planlagde sig ud af sin nye kørselssituation. Det skete primært via en privat ladestander og en app, der viste vej til både parkeringspladser og ladestandere.
Under alle omstændigheder har vi hørt spørgsmålet et par gange tidligere og vil selvfølgelig gerne besvare det. Kører man batteriet i sin elbil tørt for strøm, sker der hverken værre eller bedre, end at bilen går i stå. Det betyder typisk, at man får brug for vejhjælp, som kan køre bilen i retning af en ladestander. Men som Jesper Nøddesbo erfarede, er der typisk tale om en frygt, der aldrig bliver realiseret. Blandt andet fordi det er meget tydeligt at se, hvordan din kørselsadfærd påvirker batteriets kapacitet og dermed bilens rækkevidde.
Væsentligt er det også at nævne, at den gennemsnitlige danske bilist kører i alt 45,6 kilometer om dagen. Det betyder, at 9 ud af 10 danskere ifølge Danmarks Statistik kan komme til og fra arbejde i en elbil uden behov for en opladning undervejs. Alene derfor kører en elbil typisk ikke tør for strøm.