road

HAR DANMARK BRUG FOR FLERE HURTIGLADERE?

Elektriske biler 15 Jul 2020

Det seneste halvandet år har henholdsvis Gorm Wisweh, Bubber og Jesper Nøddesbo testet elbiler for Arval Danmark. Flere gange har vi oplevet testpersonerne pege i retning af en udbygning af infrastrukturen i Danmark. Altså flere ladestandere og især flere hurtigladere, hvor det kun tager 20-30 minutter at oplade batteriet til 80 procent af kapaciteten.

Vi er enige i, at det ambitiøse mål om en million elbiler på de danske veje i 2030 kræver en udvidelse af infrastrukturen for elbilisme. Det bør primært ske ved store trafikknudepunkter som Køge, Aalborg, Aarhus og Vejle, så disse byer kommer på niveau med hovedstadsområdet, hvad angår antallet af ladestandere. Men faktisk er virkeligheden noget mere nuanceret end det.

Skal vi for alvor have sat gang i den grønne omstilling på transportområdet, kræver det først og fremmest politiske initiativer og ikke mindst en gennemgang af hele afgiftssystemet. I Norge blev der alene i 2019 solgt flere end 60.000 elbiler. Det skyldes især, at elbiler er fuldstændigt afgiftsfritaget i Norge. Det gør elbilen til det billigste valg, hvilket selvfølgelig påvirker salget markant.

Derudover må elbiler mange steder i Norge køre i busbanerne og parkere gratis, mens der er restriktioner for benzin- og dieselbiler i for eksempel Oslo. I hovedstaden koster det således op til 60 kroner at passere den såkaldte bomring, der omkranser centrum. Vel at mærke hvis man kører i en benzin- eller dieselbil. I en elbil passerer man bomringen gratis.

Derudover er det værd at nævne, at vi i Danmark faktisk har flere ladestandere per elbil end i Norge. Der er altså ikke tale om, at infrastrukturen i Danmark skriger på hjælp. Blot at den selvfølgelig skal følge med den forventede udvikling.

Måske vigtigst af alt er det nødvendigt at holde sig for øje, at vi i Danmark er begavet med relativt begrænsede afstande sammenlignet med de fleste andre lande. Således kører den gennemsnitlige danske bilist i alt 45,6 kilometer om dagen, hvilket betyder, at 9 ud af 10 danskere ifølge Danmarks Statistik kan komme til og fra arbejde i en elbil uden behov for en opladning undervejs. Med andre ord er der ingen grund til at fokusere entydigt på installation af flere hurtigladere, når den nødvendige opladning for langt de fleste danskere kan ske i ro og mag, mens elbilejeren sover.

Hvad kan vi hjælpe med?
Ring til os på +45 70 26 50 60 eller vælg at blive ringet op
Læs mere Vis mindre